Cardigan og støvler fra Bon’a Parte.
Husk at du stadig kan nå at få 50% rabat på hele deres side, ved at bruge koden EMMA50. Se mere her.

Jeg er efterhånden godt inde i min femte måned som gravid. Fem måneder. Hold nu op. Jeg har stadig svært ved at tro det selv. At der er så kort tid til at hele mit liv bliver vendt på hovedet og bare aldrig bliver det samme igen. Jeg både glæder mig, og er en lille smule skræmt. Det er dog en stor rolle lige pludselig at få. En “mor”. Nogens mor. Det vigtigste job jeg nogensinde kommer til at få. Og der er mange glæder ved at være gravid. Det er jo ikke bare smerte og træthed i ét væk. Og det jeg er aller mest træt af, er faktisk andre mennesker..

Hvad mener hun dog med det? Jo, ser du. Alle har en mening om ens graviditet. Enten i form af råd. Foreslag. Eller bare dumme kommentarer. Der vil altid være nogen, som tror de har bedre styr på DIN graviditet end dig selv. Og det er til trods for at det er folk, der aldrig har stået i samme situation. Men i stedet for at gå og være sur over det, så skriver jeg da et blog indlæg. I aller bedste mening og med et smil på læben.

Så hvad enten du er gravid og kan sætte dig i samme situation, eller om du kender nogen, der er gravide, så håber jeg at du vil tage det som et let og ikke så seriøst indlæg. Så her er 6 ting, du bare ikke skal gøre eller sige til en gravid. Enjoy.

Don’t.

Tro at hendes mave er allemands eje. Den første og mest irriterende ting du kan gøre, er at gå ud fra at du gerne må røre ved den gravides mave. Hold nu op, hvor har jeg efterhånden tit oplevet, at venner og bekendte kommer hen og uden at spørge eller endda give en kommentar, begynder at gnubbe min mave. Familie og ham, der trods alt har lavet baby, jovist. De må røre ligeså meget de vil, for det er jo også en kæmpe del af jeres liv. Men kollegaer, bekendte og stort set fremmede, hold lige lapperne for jer selv. Vi andre går heller ikke og gnubber på jeres mave. Og jeg kan godt forstå at det kan være fristende, da man måske vil mærke om den lille sparker, men igen. Spørg om lov først – du får garanteret et ja. Men bare at komme anmassende, det er virkelig irriterende og meget grænseoverskridende.

Komme med gode råd – hvis du ikke er blevet spurgt. Jeg har fået et utal af råd, tips og tricks – til trods for at jeg stort set aldrig har bedt om nogen. Råd om graviditet. Råd om opdragelse. Råd, råd, råd. De er ofte kærkommen. Men de der ud af det blå råd, som du regner med at alle har brug for at høre – det har de nok ikke. Jeg har endda fået af vide hvordan jeg skal gå ordentligt. Og så nogle ting, kan bare virke irriterende, hvis ikke den gravide selv har spurgt om råd til en specifik ting. Og der er med stor sandsynlighed også forskel på hvad der virker for dig, og den gravide.

Ytre din negative holdning om navnevalg. Det der med at finde et navn til ens baby, kan være en kamp i sig selv. A og jeg er stadig ikke kommet helt frem til et navn, da den ene hele tiden ændre mening og den anden ikke er med på de andre foreslag. Det er trods alt et navn, der skal sættes i sammenhæng med baby resten af livet. Så når en mor (eller far) vælger at dele deres navne valg – eller bare navne kandidater – med dig, så lad for Guds skyld vær med at sige: “Ej virkelig? Det havde jeg nok ikke valgt” eller “Det er ikke lige noget for mig”. Det er helt fair, at deres navne valg ikke lige er i din smag. Men prøv at tænk hvor meget tvivl og ikke mindst irritation det kan give til de kommende forældre, når du kritisere deres hjertebarns kommende navn. Lad bare vær og sig i stedet: “Det er også et sødt navn”.

Du er godt nok blevet stor“. Jamen, no shit Sherlock. Jeg er jo for pokker i gang med at gro et menneske. Og maven bliver større. Og jeg ved det godt. Men det betyder jo ikke at jeg bryder mig om, at få smidt det lige i hovedet hver dag. Det er lidt som en konstant reminder om at min krop bare ikke er sig selv længere – og den muligvis aldrig bliver det. Samtidig har jeg efterhånden hørt fra en del veninder, at jeg da må have taget et par ekstra kilo på. For en baby kan jo ikke veje SÅ meget. Men hvis du ved lidt om processen for at gro en baby, vil du også vide at stort set alt andet inde i kvinde kroppen også vokser og vejer til. Så nej, jeg burde altså ikke kun have taget 600 gram på her i femte måned, fordi det er vægten på baby pt.

Kommentere på træthed. Det er trættende at være gravid. Og ens krop arbejder på højttryk. Så det er helt normalt at den gravide bare er en smule træt. Hele tiden. Om jeg så har fået seks eller ni timers søvn, så er jeg konsekvent bare træt, når jeg bliver vækket af mit vækkeur for at tage på arbejde. Kun hvis jeg får lov til at vågne af mig selv, kan jeg komme frisk igennem dagen. Og så er der da ikke noget mere irriterende, end at høre på veninden, der sidder og siger: “Er du træt? Haha, bare vent til baby kommer, så får du ikke sovet i flere år”. Ja, du er godt nok vittig. Men det ændre ikke på, at jeg er møg hamrende træt nu, og lad mig nu bare være træt – og tilbyd mig en latte i stedet. Tak.

Vær doven. Altså hvad jeg ikke ville have givet, for at min kollega lige samlede den kuglepen op, som jeg tabte. Eller min mand lavede sin egen kaffe (og en til mig) i stedet for at spørge om jeg ikke vil lave den. Det er ikke alle ting, der er lige nemme at gøre mere – og det siger jeg, selv når min mave ikke engang er halvt så stor som den sikkert ender med at blive. Så hvis du ser en gravid kvinde, der har tabt noget, så saml det op. Er din gravide kæreste ved at gribe støvsugeren, så tag den fra hende og gør det selv. Eller hvis du sidder i metroen, og en højgravid kvinde kommer ind, så tilbyd din plads. Jeg ved godt at du sikkert også godt kan være træt og udmattet efter en lang dag, men tænk hvis du også skulle slæbe rundt på ekstra kilo og have et levende væsen i maven, der ligger og sparker dit maveskind på livet løs? Det er hårdt. Men jeg kan garantere dig for at den gravide kvinde, vil prise sig lykkelig for din venlighed og sende dig et kærligt smil.

Kan du nikke genkende til nogle af punkterne?

Igen, så er dette indlæg skrevet med et smil på læben. Og ingen som jeg kender, skal på nogen måde føle sig trådt på. Jeg elsker at være gravid og tager gerne alle strabadserne med i købet. Så jeg håber at du kunne lide at læse det, ligeså meget som jeg kunne at skrive det. God onsdag.