Produkter markeret med * er modtaget i gave.

Når man bliver gravid, sker der mange sjove ting med ens krop. Eller sjove og sjove.. Indtil videre har jeg lidt af graviditets acne helt ned på ryggen, for store bryster, kløende mave og halsbrand. Men der er heldigvis råd og produkter, til at hjælpe i hvert fald et par af problemerne. Et af de problemer jeg led rigtig meget af, var kløe på kroppen. Mest bryst og mave. Huden strækker sig en del når man bliver gravid (no shit) og det kan give en del kløe. Her var jeg så heldig at Pierre Fabre* sendte mig en masse lækre produkter til at teste, for at se om nogle af dem kunne hjælpe på min irriterende kløe.

I dag har jeg udviklet en hudpleje rutine, der passer helt perfekt til min gravide krop. Ingen parfume og unødvendige tilsætningsstoffer (vi skal jo passe på baby) og det tager mig vitterligt kun fem minutter hver morgen – og endnu kortere tid om aften. Så hvis du er i samme situation som mig – eller bare lider af irriteret og skadet hud – så kan disse produkter måske også hjælpe dig.

Morgen rutine.

Hver morgen (i hvert fald når jeg husker det) bruger jeg en tørbørste på hele kroppen. Og hvad er tørbørstning så? Du skal bruge en speciel børste til dette – selvom det ligner en til heste, så er det altså et no go.. Jeg starter altid ved fødderne og arbejder mig op ad, og til sidst helt ud til fingrene. Børst altid i retning mod dit hjerte. Det tørbørstning kan, er (udover at hjælpe mod appelsinhud, og hvem vil ikke gerne forebygge dét??) at hjælpe kroppen med at komme af med en masse affaldsstoffer, døde hudceller og sætter gang i kredsløbet, hvilket kan virke godt hvis du er lidt stresset. Det modvirker også indgroede hår og giver fin og ensartet hud. Det lyder alt sammen ret godt, ikke? Så hvis ikke du allerede ejer en tørbørste, så afsted til den nærmeste Matas og få fat i en.

Herefter hopper jeg i bad – det er vigtigt at tage et bad efter tørbørstning, da det vasker de døde hudceller af – og klarer min sædvanlige vaske rutine. Jeg har tilføjet denne vaskeolie fra A-Derma* til min bade rutine, da den hjælper på kløende, atopisk hud. Den virker både til baby, børn og voksne, og det er virkelig blevet en favorit hos mig. Jeg bruger den før min sædvanlige shower gel, hvor jeg smører det ud på både mave og bryst, for at lindre kløen i løbet af dagen. Og det har virkelig hjulpet! Husk at vask olien grundigt af..

Efter badet, skal huden have lidt fugt. Jeg bruger en mandelolie fra Matas til min mave, bryst og balder. Efter at have hørt flere veninder og bekendte snakke om hvor godt mandelolie har virket mod strækmærker i deres egen graviditet, så var det noget af det første som jeg investerede i, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Strækmærker kan jo komme når man har født et barn – hvilket jeg også er klar til at betale – men hvis der er håb for at forhindre det, hvorfor så ikke give det et skud? Til resten af kroppen, bruger jeg denne creme fra Änglamark, der er velegnet til tør hud og igen uden nogen form for parfume eller tilsætningsstoffer.

Aften rutine.

Denne cocktail af produkter, kan godt holde min hud kløe fri. I hvert fald et par dage, hvis jeg nu skulle glemme det sidste step om aften. Men om aften – eller når jeg kommer hjem fra arbejde – så har jeg ofte brugt A-Derma’s Exomega Control Lotion* til igen at dæmpe den kløende fornemmelse, jeg ofte får på maven i løbet af dagen. Det sker mest hvis jeg har haft lidt strammere tøj på, eller en almindelig BH (for ja, jeg går faktisk oftest i en sports BH nu om dage.. Mommy days) og det gør at jeg ikke sidder og klør mig selv over det hele om aften, hvilket jeg kun kan tænke mig at baby er ret glad for.

Har du nogle tips til at komme kløende hud i forkøbet?