Hej alle sammen, og velkommen tilbage til den stille blog. Men hold nu op, hvor er der sket meget siden sidst! Hvis du følger mig på instagram, så ved du måske at min søn meldte sin meget tidlige ankomst sidste fredag.
Jep. jeg er officielt blevet mor!

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er både lykkelig og chokeret på samme tid. Hvor vi troede at vi havde to måneder mere til at gøre huset klar og forberede os mentalt til at blive forældre, tog den lille mand røven på os, da han ikke ville vente længere, med at se den store verden.

Oskar’s ankomst.

Fredag den 18 januar (lidt ironisk at jeg lige nåede at udgive dette indlæg, med den seneste graviditets opdatering) var A og jeg på besøg hos nogle venner til middag. Jeg havde hele dagen haft det lidt mærkeligt, og måtte midt på dagen lægge mig i sengen for at få lidt hvile og ro i maven, da jeg havde en mærkelig muren i maven. Men det tænkte jeg ikke nærmere over, da der jo sker meget inde i ens mave, mens man er gravid.

Omkring klokken ni om aften, begyndte jeg ud af det blå, at få rimelig kraftige plukveer (troede jeg..) De kom så ofte, at jeg hurtigt begyndte at tage tid på længden og varigheden mellem plukveerne. Da de kom med under fem minutters mellemrum, tænkte jeg godt tanken om en fødsel, men jeg slog det lidt ud af hovedet og vi endte med først at tage hjem omkring midnat. Natten var forfærdelig og jeg kunne slet ikke finde ro i min krop. Klokken tre om natten, var veerne så slemme, at jeg med tårer i øjnene måtte ringe til akut modtagelsen for gravide, for at høre hvad jeg skulle gøre. Sygeplejersken mente jeg skulle komme ind til et tjek, men hun var sikker på at det bare var en blærebetændelse. Men afsted til hospitalet tog vi, midt om natten.

På hospitalet fik jeg taget en prøve, samtidig med st jeg blev sat til et apparat for at få målt veer. Og sygeplejersken var igen sikker på at jeg bare havde blærebetændelse, gav mig noget penicillin og var ellers klar til at sende os hjem igen. Hun ændrede dog mening i sidste øjeblik, og ville tjekke mig ordentligt bare for at være sikker. Og se nu dér.. Jeg var allerede to centimeter åben og derfor i aktiv fødsel. Så på en halv time gik vi fra “det er bare blærebetændelse, du skal bare hjem med en kur”, til “ja, du føder nu, så han kommer otte uger for tidligt”. Puha, hvor var den svær at sluge. Ikke at jeg i øjeblikket var særlig chokeret – men alle følelserne kom til mig i løbet af et par dage. Nu skulle vi være forældre.

Vi blev rykket ned på en fødestue og så blev det pludselig seriøst. Da jeg på daværende tidspunkt kun var 32+6 uger henne, ville han komme alt for tidligt. Havde han holdt sig inde i maven tre uger til, så ville de ikke forsøge at stoppe fødslen, da han så var tilstrækkeligt udviklet. Men otte uger for tidligt, så er det altså ikke sikkert at lungerne er helt udviklede. Derfor fik jeg en sprøjte for at udvikle hans lunger så godt og hurtigt som muligt – og egentlig skulle jeg havde haft en til med 24 timers mellemrum, men det nåede vi aldrig. Jeg fik to gange vehæmmende stof, der skulle sætte fødslen lidt i stå, men det virkede i cirka fem minutter, og så kom de ellers tilbage med fuld smadder.

Og sådan stod det ellers på fra klokken fem om morgen, indtil klokken syv om aften. Er det lang tid at lægge med veer? Ja. Gør det ondt? Fy for pokker, hvor er det bare ikke sjovt. Altså jeg havde veer, der varede elleve minutter. Og et minut senere, kom de igen. Hvilket ikke er helt normalt, men lille manden var åbenbart meget stædig for at komme ud. Og ud, det kom han. Klokken 19:06, den 19 januar 2019.

En lille bitte en, er han. Men heldigvis endte han med at være 5% større end gennemsnittet (i forhold til 5% mindre, som jeg ellers har fået af vide på selv samme hospital for en måned siden..) og det har nok hjulpet ham rimelig meget, da han faktisk klarer det bedre end vi kunne turde håbe på, med så tidlig en fødsel. Allerede elleve timer efter hans fødsel, kunne han trække vejret selv – i stedet for at få hjælp af en maskine. Han har lidt gulsot og har lægget på en lille lys pude et par dage. Han er på konstant overvågning, af et apparat, der holder øje med hans vejrtrækning og hans puls, men han klarer det så godt og er en sand fighter!

Hans så tidlige ankomst, har også gjort at han – og dermed også jeg – er indlagt på hospitalet de næste par uger. Faktisk ved jeg ikke helt hvornår vi kan komme hjem. Tidligst om to uger, men måske længere. Det vil tiden vise. Jeg må indrømme at jeg synes det er rimelig hårdt. Både at være lukket inde på en stue, på et hospital, i stedet for at være derhjemme, hvor jeg kan gå en tur med min søn i barnevognen. Men også fordi det er mega hjerteskærende, at mit hjertebarn skal igennem så mange slanger og maskiner, så tidligt i hans liv. Og dog er jeg utrolig taknemmelig over at vi har så dygtige læger, så jeg stadig har chancen for at kigge på min søde søn og tænke på hvor utrolig heldig jeg er, over at lige netop han er hér.

Så ja. Nu er jeg altså blevet mor. Til en lille engel, ved navn Oskar Lien Engmark. Han er sød og han er kær. Han har hans fars hårpragt, lange ben og store fødder. Og så tror jeg at vi må vente til han er lidt ældre, før vi kan se hvor resten af hans skønne træk kommer fra.

Men alt det her, betyder selvfølgelig også at bloggen kommer til at være lidt stille de næste par uger. For jeg har simpelthen ikke tid. Oskar tager alle mine timer fra mig, og de timer som jeg ikke bruger på ham, bruger jeg på at slappe af og hvile mig lidt. Der er lidt mere aktion ovre på min instagram profil, hvor du også kan følge lidt med på min story, hvor jeg har delt lidt forskelligt fra livet på en hospitals stue. Jeg vender frygtsomt tilbage, men de næste par uger, bliver det nok lidt sparsomt på indlæggene, hehe.