Gravid uge 28

in Baby boy, december 13, 2018

Billeder af Astrid Hovman

Årh, hvor har der dog været stille på alle mine medier. Og sikke noget, for det har slet ikke været meningen.. Men jeg har efterhånden lært at en graviditet kan gå op og ned, og man kan aldrig rigtig forudse hvad der vil ske. Og dette har også været grunden til mit ret så store fravær, men mere om det kommer altså i dette indlæg.

I skrivende stund er jeg nu 26+6 henne i min graviditet – så ikke helt uge 28, men det er jeg i morgen, så derfor overskriften.. Det betyder også at 3. og sidste trimester er lige rundt om hjørnet. Og det er virkelig noget jeg har set frem til – for så er der nemlig en terminsdag indenfor en overskuelig tidshorisont. 3 måneder. Selvom det måske lyder af meget, så er det relativt kort tid af hele graviditeten, og især når man tænker på hvor meget vi stadig mangler at få på plads. Indtil videre har vi styr på sovepladsen og så har vi en masse tøj, som vi har fået af mine forældre. Men resten mangler. Dog er jeg ikke i tvivl om at vi nok skal nå det – om ikke andet håber jeg på lidt julegaver til lillemanden, og så kan vi opsumere på hvad der mangler at blive købt, når vi kommer over i det nye år.

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg har givet en graviditets update, og jeg må sige at der er sket en masse siden sidst. Selvfølgelig med udviklingen af min lille mand, der bare vokser og vokser – men mest i form af mig selv. Jeg er nemlig blevet sygemeldt.. Jeg startede ud med en deltids sygemelding, og er senere endt i en fuldtids sygemelding. I hvert fald for nu.

Det er sådan at jeg har hypermobile led, hvilket gør at mine led og muskler er lidt for lange og derfor ikke helt stærke nok til at holde de ekstra kilo, som min krop har taget på i takt med graviditeten. Jeg har ikke fået bækkenløsning (endnu) men lægen er bange for at det kan komme, hvis ikke jeg tager den fuldstændig med ro. Og holder det ved lige med fysioterapi og gentagende øvelser. Samtidig har jeg lidt for højt blodtryk, så det er vigtigt at jeg tager det roligt i løbet af en dag. Og det er jo ikke altid at et arbejde er godt for dét.

Så lige nu er jeg på en miniferie hos mine forældre i Tyskland, hvor jeg kan tage den lidt med ro og nyde at de gerne hopper og springer for at gøre mig det behageligt. Meeeeen jeg må indrømme at mine ekstra hormoner har været forbi og spille et lille puds (eller to) da jeg savner min mand så meget, at bare tanken kan få mig til at tude. Sidste weekend var vi i Århus for at fejre 2 gange 70 års fødselsdag i min familie, hvor A tog hjem om søndagen. Og aldrig har jeg været så ked af at se ham gå. Puha, hvor var det hårdt – og det var selvom at der kun ville gå en uge før at vi ses igen. Noget jeg normalt ikke ville begynde at tude over, men det er jo ikke altid man kan styre de dejlige hormoner. Så selvom jeg er glad for at være i Tyskland, så tæller jeg dagene indtil jeg ser ham igen på lørdag. Og den lille vuf, ej at forglemme.

Så hvis ikke der kommer en bedring på det, så er jeg sygemeldt fra mit arbejde, indtil min barsel starter i midten af februar. I øjeblikket kan jeg ikke gå mere end en halvtimes tid, før det føles som om at hele underlivet er ved at falde ud, og benene låser sig helt oppe i hofterne. Det er med andre ord, ikke særlig behageligt.. Og som om det ikke var nok, har jeg også reddet mig en dejlig forkølelse, så livet er bare lutter lagkage i øjeblikket.

MEN der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg kan da føle at der er rigeligt liv i den lille mand, hvilket trods alt er det aller vigtigste!

På onsdag skal jeg til vækstscanning. Der har været lidt spekulationer om hvorvidt han får næring nok eller ej, da navlestrengen ikke har vokset sig korrekt fast til moderkagen – men min hurtigt voksende mave siger mig dog, at han får en god del næring. Nu må vi dog se hvor stor han er blevet på onsdag, og det glæder jeg mig meget til. Om ikke andet, så kommer jeg i hvert fald til at se ham igen, og det er altid dejligt.

Efterhånden er jeg også kommet så langt i graviditeten, at jeg nu kan fornemme et lille mønster i hans aktivitet, hvilket er ret sjovt at følge med i. Og så har jeg fundet en lille “stimulerings leg” med ham. Når jeg mærker et spark, kan jeg forsigtigt prikke lidt til maven, hvorefter han så fint sparker igen. Det er lidt hyggeligt og det føles mere og mere virkeligt, at der rent faktisk ligger et lille menneske derinde.

Der sker hele tiden noget nyt og jeg bliver hele tiden overrasket over hvad kroppen kan udrette og hvor stor en ændring den egentlig går igennem. Jeg synes stadig at jeg kan se maven vokse dag for dag, og det bliver da spændende at se hvor stor jeg ender med at blive, haha!