Billeder er taget af Astrid.

En måned og to dage. Så lang tid har vi været beriget med Oskar’s tidlige selskab. Det er helt utroligt så hurtigt tiden er gået, når jeg ser tilbage på det. Men lige i nuet, så synes jeg godt nok ikke at der sker meget. Dagene smelter lidt sammen, og jeg har meget svært ved at skelne hverdag fra weekend. Måske det først kommer på plads igen, når jeg engang begynder på at arbejde igen? A’s barsel lakker mod enden, og fra på mandag så er lille manden og jeg altså helt alene – i hvert fald indtil han kommer hjem fra arbejde igen. Det er på en måde lidt angst provokerende, men også lidt spændende – og rart, at ham og jeg kan begynde at danne vores egen rutine sammen. Og samtidig spændt på hvordan jeg skal klare det med både baby og hund. Hmm.

Når man bliver mor, sker der mange ting i ens krop og ens hjerne. Nuvel, ikke alle føler og mærker de samme ting – personligt tror jeg stadig at en del af mig ikke er helt klar endnu, da jeg stadig troede at jeg havde to måneder til at forberede mig i. Men jeg har lært utrolig meget ved at være indlagt sammen med Oskar på hospitalet, og vokset utrolig meget, hvis jeg selv skal sige det.

I dag tænkte jeg dog at snakke om præcis det modsatte. Ikke hvad jeg har lært af det hele, men derimod hvad jeg har opgivet efter jeg fødte. Det lyder måske meget hårdt, men det hele er som altid skrevet med et glimt i øjet. Måske nogle andre mødre kan genkende noget af det?

Forfængelighed

Det er ikke fordi jeg egentlig vil betegne mig som en særlig forfængelig type. Jovist, jeg kan godt lide at se pæn og præsentabel ud, men jeg bruger ikke flere timer på at gøre mig i stand. I mine sprøde teenager år, var det dog en anden snak. Og jeg tog endda makeup og glattejern med i skole, for hele tiden at vise mig fra min bedste side. Min daværende veninde og jeg, brugte alle pauser på at glatte hår og sladre om alle de andre. Vi var søde, det lover jeg.. Men med årene blev min makeup rutine mere og mere minimal, og jeg går egentlig mere op i det naturlige look nu.

Og så blev jeg gravid. Pludselig forsvandt overskuddet til at sætte hår, eller bruge mere end fem minutter på at lægge en makeup. Jeg kunne sagtens tage på arbejde med halvfedtet hår, i en knold. For hey, jeg var jo gravid. Men det hele tog en ny drejning, da Oskar så rent faktisk kom til verden. Hvor jeg troede at jeg var blevet mindre forfængelig under graviditeten, tog det en helt ny drejning efter fødslen. Og tre uger på en hospitals uge, hjalp bestemt ikke på det. Nu kan der sagtens gå fire dage før jeg vasker mit hår, og jeg kan også sagtens springe et bad over. Noget jeg aldrig har gjort før, da jeg som minimum kun ville springe en hårvask over og jeg prioriterende i hvert fald altid mit bad om morgen. Jeg kunne aldrig finde på at gå op at handle med fedtet mor-hår. Før havde jeg det stramt med bare at gå rundt om blokken med hunden i pyjamas lignende bukser. Nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Som i går, hvor jeg tog en tur i Brugsen med fire dags fedtet hår, ingen makeup og sorte render under øjnene – for mor ville have slik, og det skulle være lige nu. Oskar’s ve og vel fylder simpelthen så meget, at jeg har hængt min forfængelighed på hylden for lang tid siden. Måske jeg finder den igen en dag?

Blufærdighed

Årh ja. Det at være blufærdig og at føde, går bare ikke hånd i hånd. Det lærte jeg allerede den første dag. Og det startede med at jeg havde plus ti mennesker, til at stå og kigge direkte op i mit skræv. Min fødestue var vitterligt en hovedbanegård, da Oskar kom så tidligt til verden og derfor skulle tilses af et hav af læger, ligeså snart han kom ud. Herefter bliver jeg hevet ud på toilettet, hvor jeg bliver beordret til at tisse foran sygeplejersken. Dagen efter når jeg dårligt at vågne, før en mandlig læge kommer ind for at trykke mig på maven, kigge i mine trusser for blod og spørger om jeg har skidt efter fødslen. Så beder sygeplejersken mig om at hive mælkebaren frem, hvorefter hun tager fat med et fast greb, for at vise mig (og alle de andre, der er tilstede på nuværende tidspunkt) hvordan baby får ordentligt fat. Og så er vi ligesom i gang.

Siden da er utallige af sygeplejersker og læger, vadet ind på min stue mens jeg har ammet min søn, pumpet ud i en brystpumpe, rendt rundt i de sexede net underbukser med bind så store som bind og generelt bare rendt rundt med blottet (meget store, mælke fyldte) bryster. Og jeg kan slet ikke tælle på to hænder, hvor mange gange sygeplejersken har glemt at lukke døren ud til gangen, mens jeg sidder splitter ragende nøgen, så alle der går forbi, får et lille pip til sagerne. Men ved du hvad? Det betyder ikke en fløjtende fis og ikke en eneste gang har jeg tænkt over det. Hjemme i stuen hiver jeg også gladeligt mælkebar et og to frem, når Oskar enten skal have mad eller jeg skal pumpe ud – også selvom manden sidder i sofaen ved siden af, og er i gang med at bekæmpe zombier på skærmen. Jeg har da også rendt rundt med blottede dele herhjemme, uden jeg har tænkt over at der ikke lige var trukket for i køkkenet. Men hey, hvis de ikke vil se, så må de jo bare kigge den anden vej. Og det ville jeg aldrig have tænkt før, og det ville gå mig utrolig meget på. Nu kunne jeg ikke være mere ligeglad, for når min søn siger spise tid, så er det sgu spise tid.

Privat liv og ‘mig tid’

Da jeg var gravid med Oskar, havde jeg tit fornemmelsen af at jeg aldrig var alene. Når jeg nu ser tilbage på det, så ærger det mig lidt at jeg ikke nød det mere end jeg gjorde – for hvis der er noget som jeg ikke er nu, så er det da alene. Godt nok er Oskar stadig så lille og umoden (han er jo stadig ikke helt færdigbagt) og han laver ikke så meget andet end at sove, spise, skide og græde. Men han har konstant brug for mig. Og jeg kan ikke få lov til at have mere end 1-2 timer for mig selv, før han igen gør krav på min opmærksomhed på den ene eller den anden måde. Selvfølgelig er jeg glad for at han er her og at han har det så godt som han har det, men jeg kan stadig godt mærke at jeg godt kunne have brugt de sidste to måneder, på lige at vænne mig til tanken om at jeg aldrig vil være alene igen – der går i hvert fald ret mange år før at det sker. Jeg kan godt savne lidt at tage på café med veninderne, uden i hvert fald at skulle planlægge både mad og ble tid.

Og så er der lige det med privat livet. A har jo selvfølgelig taget hans to ugers barsel – som han ventede med at tage til vi kom hjem, og ikke i de tre uger hvor Oskar og jeg var indlagt på hospitalet – og den første halvanden uge, sov vi på skift nede i sofaen sammen med Oskar, for at den anden i det mindste kunne få bare et par timers sammenhængende søvn. Det kunne kun lade sig gøre, da han havde en sonde til modermælken, men da han har været så dygtig at hive den ud, har vi de sidste par dage klaret det kun med at amme, hvilket også betyder at jeg nu konstant skal være til rådighed for ham. A og jeg sov for første gang i samme seng i går, efter fødslen. Eller hvor meget man nu sover i samme seng, når man har et spædbarn i lift liggende i mellem sig.

Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde at jeg glæder mig til at han er et par måneder gammel, og måske kan begynde at sove et par sammenhængende timer i streg – og især når han bliver så gammel, at han kan komme ind på sit eget værelse og sove. Men men men.. Det er også hyggeligt at have en lille tumling. Det er begrænset hvad han kan endnu, da han stadig har en lille måned tilbage, før han rammer sin egentlige termins dag. Men jeg synes at kunne se forbedringer hos ham hver eneste dag. Samtidig med at han tager rigtig godt på i vægt, så han ikke virker så skrøbelig som han gjorde i starten. Et barn er en kæmpe omvæltning i ens liv, men jeg smider også lykkeligt det hele fra mig, for at give ham en god start og se ham vokse op til en smuk og livlig dreng.
Og de siger jo at tiden går hurtigt. Ikke?!